Markedstrends september 2008

 

Inden for økonomiområdet og alle funktioner relateret til håndtering af højteknologi er der en skræmmende mangel på arbejdskraft. 

Inden for økonomiområdet er det vores opfattelse, at mindst 2/3 af ledende økonomer i København har skiftet job inden for de seneste 2 år. De er meget utilbøjelige til at høre om nye muligheder, og der har været en betragtelig lønglidning. 

Højteknologi med vægt på ingeniører indenfor alle typer funktionsområder er til gengæld en mangelvare i hele Danmark, men endnu ikke helt så kritisk som for økonomer. En del af vores kunder har planer for insourcing af især produktion, som med en stor automatiseringsgrad i mange tilfælde kan substituere produktion i Asien, når alle fordelene regnes med. Det vil forstærke presset på ingeniører i almindelighed og på produktionsingeniører i særdeleshed. 

Det er vores opfattelse, at hjælpen skal hentes fra Tyskland, hvor der er mange ledige ingeniører. Vi har allieret os med et headhunterfirma i Kiel, der er eksperter i at finde kandidater inden for højteknologiområdet – også til Danmark. Vores mulighed for at interviewe disse kandidater ved webcam holder omkostningerne for international rekruttering nede.